MUSICALTEATRET SØGER INSTRUKTØR TIL JULEMUSICAL 2022
(ansøgningsfrist: fredag d. 3. juni 2022) 


Musicalteatret 
har eksisteret i København/Frederiksberg siden 2005. Fra debutforestillingen i 2006 har teatret opført i alt 25 musicals, der alle har været skrevet til teatret og ikke tidligere har været opført andre steder. 

Musicalteatret søger en instruktør til teaterforeningens kommende jule-familiemusical “Julemysteriet” (premiere i KU.BE på Frederiksberg i december 2022). Vi er stolte over altid at præsentere musicals, som er skabt fra bunden specifikt af eller til teatret, og “Julemysteriet” er ingen undtagelse. Forestillingen blev skrevet til teatret i 2017 og var en kæmpesucces, da den første gang blev opført i julen det år. Forestillingen bliver nu genopsat i 2022.

Herunder kan du læse specifikationer/krav til ansøgningen, som skal være Musicalteatrets bestyrelse i hænde senest fredag d. 3. juni 2022.

Kort om “Julemysteriet”
Julemysteriet” er en dansk familiemusical på 60 minutter for børn og voksne fra 3 år og op. Forestillingen bliver Musicalteatrets 11. familiemusical og er en sjov, lærerig og eventyrlig teateroplevelse, fyldt med fantastiske sange og flotte, farverige figurer! Vores seneste familiemusicals (“Væk i en sæk” og “Slik eller ballade”) solgte hver ca. 6.500 billetter fordelt på privatpersoner og en lang række børnehaver og skoler. Da der er mange forestillinger dagligt over en intens spilleperiode på to uger, skal 12 skuespillere på skift deles om at opføre spilleperiodens 40 forestillinger (dvs. 6 skuespillere på hvert af de to hold). Opgaven kræver derfor, at man instruerer to skuespillere i hver individuel rolle. Forestillingen og sangteksterne er skrevet af Rasmus Mansachs, mens Lars Rahbek Andresen har komponeret musikken. Sammen har de tidligere stået bag talrige af Musicalteatrets forestillinger. “Julemysteriet” skal opføres i KU.BE på Frederiksberg i december 2022.

Selve instruktørposten til “Julemysteriet”
Personer, der søger posten som instruktør på “Julemysteriet”, kan se datoerne for prøveforløbet nederst på denne side i prøvekalender-oversigten. Prøveforløbene ligger på tirsdage og torsdag aftener. Disse hverdags-aftenprøver kan ikke på nogen måde ændres til andre dage end tirsdage og torsdage, da Musicalteatret deler øvelokaler med andre teatre, som bruger de øvrige dage. Der vil desuden være en række øveweekender, som også fremgår i prøveplanen. Instruktøren vil senere være med til at sammensætte den øvrige kunstneriske ledelse (koreograf, sanginstruktør og instruktørassistent). Den kunstneriske ledelse skal sammen stå for at administrere/fordele prøverne (tirsdage, torsdage og øveweekender) mellem sig, ud fra hvad de selv føler, at der er behov for i løbet af prøveforløbet. Det forventes derfor ikke, at hver person fra den kunstneriske ledelse (eller alle skuespillere) er til stede til samtlige prøver. Indledende detaljer om audition/prøveforløb m.m. aftales inden opstart med Musicalteatrets bestyrelse. Musicalteatret holder dagligt til i foreningens faste øvelokaler i Teaterhuset BorgenForhåbningsholms Allé 20, 1904 Frederiksberg C. Det er i disse lokaler, at prøverne (samt audition og eventuelle møder) vil finde sted. Vær opmærksom på, at Musicalteatret er en forening, og vores poster i den kunstneriske ledelse er derfor lønnede med symbolske beløber. Vi søger derfor en ildsjæl, der primært ønsker at påtage sig instruktørposten af lyst og passion og ikke for det økonomiske aspekt. Personer, der bliver indkaldt til samtale, vil høre nærmere om aflønning til selve samtalen.

Forventninger fra Musicalteatret
Det forventes, at vores instruktører leverer det bedst mulige produkt inden for deadlines og aftaler, og at øveperioden bruges på den mest konstruktive måde, så forestillingen kan blive så optimeret som muligt inden premieren. De medvirkende udvælges af kunstnerisk ledelse under audition, som er åben for alle personer fra 18 år og op. Bestyrelsen har intet at skulle have sagt i forhold til audition og rollefordeling – det er udelukkende instruktør, sanginstruktør og koreograf, der står for dette. Det forventes, at man deltager til månedlige produktionsmøder undervejs (med mindre andet er aftalt), og at man tager kommunikation alvorligt og arbejder sammen mod et fælles mål med resten af produktionsmedlemmerne (scenograf, kostumier, produktionsleder, rekvisitør etc.) for at undgå forvirring, spildtid, misforståelser og modstridende informationer. I tilfælde af kunstneriske uenigheder har instruktøren det endelige ord i form af skabelsen af forestillingen i sin helhed i form af vision, udtryk, stil og resultat. Det forventes, at instruktøren og den øvrige kunstneriske ledelse er til stede på spillestedet i de to opløbsdage d. 1.-2. december inden premieren til opsætning og de endelige generalprøver på scenen. Det forventes dog ikke, at instruktøren og den kunstneriske ledelse er til stede, når forestillingerne først begynder d. 3. december og frem.

Ansøgning/kontakt (deadline: fredag d. 3. juni 2022)
Ansøgning sendes til Musicalteatrets bestyrelse. Der er deadline for ansøgning til instruktørposten for “Julemysteriet” fredag d. 3. juni 2022. Skriv til os og fortæl os lidt om din erfaring, din måde at arbejde på, hvorfor du søger stillingen samt eventuelt andre informationer. Du vil derefter få svar på din ansøgning i løbet af juni. Er du derefter blandt de udvalgte, som indkaldes til samtale senere i juni, vil du få besked om dette i din svarmail. Skriv derfor gerne i ansøgningen, hvis der er specifikke perioder/tidspunkter i juni, hvor du ikke vil kunne komme til samtale, skulle du blive indkaldt. Vi glæder os til at høre fra dig – også hvis du har yderligere spørgsmål til stillingen og/eller hele forløbet. Du kan som sagt se prøveplanen nederst på denne side. Spørgsmål og ansøgninger bedes sendes til Musicalteatrets bestyrelse (som sagt senest fredag d. 3. juni 2022) på følgende mailadresse: info@musicalteatret.dk

Du kan herunder se en optagelse af en vores seneste familiemusicals (“Væk i en sæk” fra 2019), hvis du vil se selve scenen/spillestedet, som vil være den samme til “Julemysteriet“:

Du kan finde øvrige klip, forestillinger og sange fra Musicalteatret på Musicalteatrets YouTube-side her!

Vi glæder os til at læse din ansøgning! 🙂

Med venlig hilsen
Musicalteatrets bestyrelse

Prøveplan/spilleperiode for “Julemysteriet”
Herunder kan du se kalenderen for Musicalteatrets sæson 2022-2023. “Julemysteriet” er markeret med grønt som “JM” i kalenderen. Er der enkelte datoer, som viser sig at være et problem, kan disse diskuteres ved en eventuel samtale. Du kan også downloade prøveplanen her: Musicalteatret kalender 2022-2023

Øvrige produktionsposter
Kunne du tænke dig at prøve kræfter som sanginstruktør, koreograf, instruktørassistent, produktionsleder, rekvisitør, kostumier, scenograf eller andet (eller ønsker du blot at give en frivillig hånd inden for en af områderne som assistent/hjælper), kan du altid skrive til Musicalteatrets bestyrelse. Så har vi dine kontaktinformationer, skulle vi pludselig stå at mangle nogen som dig til en af vores forestillinger. Skriv til os på:
info@musicalteatret.dk

Audition for skuespillere/sangere/dansere
Ønsker du at komme til audition som skuespiller, sanger og/eller danser på “Julemysteriet” (eller fremtidige forestillinger) i stedet for at ansøge som instruktør, kan du tilmelde dig vores påmindelses-ordning, hvor du så vil få direkte besked i din mail-indbakke, når der åbnes op for auditiontilmeldinger senere i 2022. Du kan tilmelde din email-adresse på vores audition-side
her!