DIVA  (20. april – 2. maj 2020)


Seks skuespillerinder. Én drømmerolle. Det bli’r ikke kønt…

Næste forår kan Musicalteatret byde på premieren på en helt ny dansk musicalkomedie: ”DIVA”! Efter at have tabt Bedste Kvindelige Hovedrolle ved årets Bodil-uddeling er skuespillerinden Lina Falck klar til at smide håndklædet i ringen, da hun ikke mener, at hun nogensinde vil få den anerkendelse, som hun fortjener. Ud af det blå dukker muligheden dog op for at vinde den bærende rolle i en ny og længe ventet storfilm af en af Danmarks største filminstruktører. Problemet er bare, at fem andre skuespillerinder, der er lige så glubske og desperate, er med i kampen om den eftertragtede hovedrolle. Lad spillet, intrigerne og de store diva-nykker begynde…

”DIVA” er skrevet af Rasmus Mansachs, der tidligere har stået bag en lang række af Musicalteatrets forestillinger, bl.a. ”Vi maler byen rød: The Musical 1+2”, ”Tremmer”, ”1929 – En gangstermusical”, ”Hotel”, ”Showtime”, ”Der var engang?”, ”Sæt dig fri” og ikke mindst dette års ”Jack the Ripper: The Musical”. Glæd dig til en hysterisk morsom, absurd og forrygende musicalkomedie med humoren solidt placeret under bæltestedet, når ”DIVA” får danmarkspremiere på Folketeatrets Store Turnéscene i april/maj 2020. Billetsalget går i luften på billetlugen.dk i efteråret 2019, men du kan allerede nu tilmelde dig at modtage en billetsalgspåmindelses-mail i tilmeldingsboksen længere nede på denne side.

Audition til “DIVA” finder sted i september 2019, og alle fra 18 år og op er velkomne uanset tidligere erfaring! Tilmeld dig auditionpåmindelse længere nede på denne side.

Vi glæder os som vanvittige til at præsentere en helt fantastisk og hylende morsom produktion for jer med “DIVA” i 2020! #vivaladiva